Ja, bedre sent end aldrig… Som lovet kommer her min fortælling om mit efterfødselsforløb. Min beretning og oplevelse af en tabuiseret fødselsskade og et usynligt problem med store konsekvenser! ”Det er bare at vente – lade tiden arbejde for dig…”. Sådan lyder de generelle anbefalinger når man har haft et traume mod halebenet. Det giver vel i bund og grund god mening, eftersom et haleben ikke kan gipses eller aflastes fuldt på anden måde. Mit halebenstraume opstod i forbindelse med Mikkels fødsel (2. januar 2018) – en hurtig fødsel af en 4 kg. ren lækkerhed. Jeg følte egentlig at fødslen forløb godt og at min krop kom helskindet igennem (så helskindet som man nu kan komme igennem sådan en...

  Sikke en dag – første dag efter en skøn uges ferie! Jeg har været fuldstændig bombet – lidt som om jeg aldrig helt er vågnet 😊 Trods det, har jeg fået begge unger sendt godt afsted i vuggestue og børnehave, serveret hjemmelavede macarons for kollegaerne, haft en travl dag på job, hentet ungerne igen, lavet aftensmad og rummet to MEGET trætte børn imens. Jeg har trukket vejret helt ned i maven og talt til ti flere gange, for ikke at miste tålmodigheden når mindstemanden har skreget (meget højt) og uhæmmet over selv de mindste ting. Jeg har madet Frederik (3½ år) fordi han slet ikke kunne overskue at føre gaflen til munden og sidst men ikke mindst rummet en...

Søndag aften – mandag venter lige om hjørnet. Sygt barn IGEN og jeg har haft vagt på sygehuset hele weekenden. Drømmer mig tilbage til vores datenight sidste lørdag, en skøn aften med min mand/ ægtefælle/ husbund – ja kært barn har mange navne og jeg har ikke helt vænnet mig til det endnu 😊 En datenight var lige hvad vi og vores parforhold havde brug for. Vi trængte til at komme væk fra opvask, vasketøj, rod og hjemmearbejdsplads – et afbræk fra hverdag, praktik og børn. Der er bestemt ikke noget galt med vores hverdag – faktisk kan jeg godt lide den, men der ikke er megen tid til at pleje parforholdet. Vi er måske også lidt for gode til...

Sikke en weekend – en lidt ambivalent en af slagsen! Efter 1½ uges sygdom og Frederik hjemme, er både han og vi ved at være mættede. Egentlig er han rask, men fødeindtaget halter og han bliver seriøst et monster (det gør jeg også selv 😊) når han ikke får noget indenbords. Han har altid været småtspisende og det er intet mindre end møgfrustrerende! Jeg er i bund og grund nervøs for, at han ikke får det han skal – både nærings- og mængdemæssigt! Derfor har jeg nok også haft en tendens til at stå lidt på pinde for ham, hvad mad angår. Han og jeg havde også en lidt dum start på alt det der med spisning – læs mere...

  Jeg hader at have syge børn, specielt hvis de kaster op – det gør vi nok alle! Det aldrig sjovt at se sine små pus have det skidt! Jeg kan klare megen sygdom og dårligdom, men bare tanken om opkast giver mig rumlen i maven og kvalme – jeg bliver nærmest lidt småparanoid. Hele december lå min lille familie på skift med bræksyge og jeg af flere omgange med almen dårligdom ☹ Heldigvis var jeg dengang på barsel og kunne tage mig af patienterne herhjemme uden at skulle tænke på job, pasningsmuligheder osv. Nu har jeg ikke længere det privilegie – det kunne jo ikke vare ved for evigt 😊 Frederik har gennem den sidste uges tid været hjemme...