Den kærlighed…

Her sidder jeg – midt på den dejligste sandstrand. Solen er på vej ned i horisonten og bølgerne bruser højlydt. Det store sandslot som drengene har bygget bliver langsomt opslugt af vandet, til trods for Frederiks evige kamp for at holde voldgraven fri for vand.
I et øjebliks morsvaghed, sidder jeg og fælder en lille tåre – rørt over at min lille fyr, pludselig er så stor og kan så mange ting selv. Tænk at man helt uden at have prøvet det før, kan opfostre et lille selvstændigt menneske. Lære det at tro på sig selv og sine evner. Give det kærlighed i mængder, man ikke anede man havde i sig. Elske det ubetinget, uanset hvor store prøvelser man bliver sat på i processen.

Tænk at være så privilegeret, at have født et lille menneske, som elsker sin mor til månen og tilbage igen. Det er egentlig en ret vild tanke og gud forbyde den dag det lille menneskes kærlighed rettes mod en anden😊 Der er heldigvis længe til for mit vedkommende og til den tid er det sikkert ikke så slemt!
Inden Mikkel kom til verden var jeg bange for at kærligheden ikke ville række til to og jeg havde følelsen af at svigte Frederik. Jeg græd – jovist også en anelse hormonpåvirket – men jeg følte sorg over at Frederik pludselig ikke længere skulle være mit eneste lille guldkorn. Jeg forestiller mig, at enhver mor må have haft disse tanker.

Men Mikkel kom og selvfølgelig var kærligheden til Mikkel på nøjagtig samme højde som kærligheden til Frederik – om muligt er kærligheden til dem begge nu endnu større når jeg ser dem kramme, mysse og grine sammen.

Det er en forunderlig ting at blive mor. Kærlighed får en helt ny dimension og jeg er blevet erfaringer rigere på både godt og ondt. Selvom jeg før sagde, at børn ikke skulle ændre min levevis er mit liv ændret markant. Der er blevet væsentlig mindre ”Migtid”. Mindre tid til veninder, byture, træning og køkkenkreationer. Tid som er erstattet med bleskift, tøjvask og hverdagspraktik. MEN selv om jeg virkelig værdsætter ”Migtid”, fortryder jeg det (og heldigvis for det) ikke et sekund. Jeg er pavestolt og glad helt ind til knoglerne!

God dag derhjemme i efterårskulden!

Kathrine