Når amningen slår fejl…

Sikke en skøn dag med barnedåb og hygge med svigerfamilien igår! En svigerfamilie jeg har kendt gennem MANGE år (vi nærmer os 14 år) efterhånden. Mads har 4 søskende, hvoraf 3 af dem er drenge. Alle 4 brødre har fået barn i 2018 (Mikkel som førstefødt 2. januar og lille Ida som sidste skud på stammen 21. december) – nu i alt 11 fætre og kusiner – sikke en flok 😊

Hver gang et lille nyt menneske kommer til verden, bliver jeg (naturligvis) taget tilbage til den helt spæde tid med Frederik og Mikkel – ikke en tid jeg mindes som specielt positiv (slet ikke som jeg havde forventet den)!

Den første tid med Frederik var præget af, at jeg var første-gangs-mor og pludselig blev begrænset i min gøren og laden – det var en kæmpe omvæltning. Det blev bestemt ikke bedre af, at Frederik var urolig og utilpas gennem den første måneds tid. Han var tynd som en pind selvom han spiste og spiste hos mig. Jeg havde intet sammenligningsgrundlag og tænkte blot, at det var sådan det var at bliver mor – indtil sundhedsplejersken kom forbi til kontrol – Frederik tog ikke nok på! Hun sagde, at den var gal med min mælkemængde og jeg blev sat i gang med malkemaskine og diverse tiltag ift. at passe på mig selv. Jeg var ked af det og følte mig totalt utilstrækkelig som mor – tænk at jeg ”sultede” mit barn. De iværksatte tiltag hjalp ikke en meter og jeg var virkelig ked af det! Faktisk kan jeg ikke rigtig huske de første måneder af livet som mor. Jeg var ikke mig selv og blev selvfølgelig fulgt af sundhedsplejersken mhp. min psykiske tilstand. Efter halvanden måned med amning, udmalkning og kamp for at få mælkeproduktionen op, tog min mor affære (og tak for det i øvrigt). Hun købte en dåse med modermælkserstatning og sagde: ”Nu giver du ham en flaske, så du kan få lidt ro!”. Og jeg glemmer ikke Frederiks tilstand efter han havde slugt en flaske – han var helt dopet og sov i flere timer, sådan havde jeg aldrig set ham før. Fra da af, var han mere eller mindre flaskebarn – han var jo ikke dum 😊

Da jeg blev gravid med Mikkel, kom jeg i et forløb med ekstra fokus på amning og fik lavet en aftale om, at jeg ikke ville blive udskrevet efter fødslen før amningen var oppe og køre. Jeg ville SÅ gerne at det skulle lykkes! Fødslen gik hurtigt og skæbnen ville, at jeg skulle ende med en totalruptur af mit understel (altså var alt inkl. ringmusklen revet over) og mit haleben var meget medtaget. Jeg kom på operationsbordet, blev lappet sammen og forblev indlagt nogle døgn efterfølgende. Jeg havde meget ondt og kunne først sidde efter et par måneder (mest pga. halebenet). Mikkel spiste konstant og meget længe ad gangen uden at blive tilfredsstillet. Jeg fik tilkoblet en ammevejleder (sundhedsplejerske med speciale i amning) og hun konstaterede, at min nedløbsrefleks var svækket/ eller ikke tilstedeværende?! Amningen skulle suppleres med flaske og Mikkel fandt hurtigt ud af, hvad der var vejen frem – han blev også flaskebarn.

Der er helt sikkert mange årsager til, at jeg ikke kunne få amningen til at fungere – både fysiske og psykiske! Uanset årsagen var det et kæmpe nederlag begge gange, når man som jeg virkelig gerne ville have amningen til at fungere. Nederlaget blev bestemt ikke mere tåleligt af, at jeg flere gange blev fortalt, hvor godt det var at amme og at alle uden undtagelse kunne amme! Selv uvedkommende havde en holdning hertil! Amning er helt sikkert godt, men alle flaskebørnsmødre, om de har taget et aktivt fravalg af amning eller har været nødsaget til at ophøre, har deres grunde hertil.

Mit budskab med dette (ret personlige) post er egentlig bare, at børn sagtens kan vokse sig store og stærke på modermælkserstatning, så fortvivl ikke, hvis du står i samme situation om jeg gjorde 😊