One of these days…

 

Sikke en dag – første dag efter en skøn uges ferie! Jeg har været fuldstændig bombet – lidt som om jeg aldrig helt er vågnet 😊 Trods det, har jeg fået begge unger sendt godt afsted i vuggestue og børnehave, serveret hjemmelavede macarons for kollegaerne, haft en travl dag på job, hentet ungerne igen, lavet aftensmad og rummet to MEGET trætte børn imens. Jeg har trukket vejret helt ned i maven og talt til ti flere gange, for ikke at miste tålmodigheden når mindstemanden har skreget (meget højt) og uhæmmet over selv de mindste ting. Jeg har madet Frederik (3½ år) fordi han slet ikke kunne overskue at føre gaflen til munden og sidst men ikke mindst rummet en træt mand, der måtte have hjælp til at skifte en lorteble, da han endelig kom hjem kl. 18.15?! Tænk – jeg kan blive helt imponeret over mig selv efter sådan en indsats… og så er der Jer, der (af den ene eller den anden årsag) laver sådanne kraftpræstationer dag efter dag – I er for vilde – KÆMPE shout out til Jer!

Lad mig lige slå en ting fast inden jeg skriver videre – jeg vil for alt i verden ikke vil undvære min lille familie! Jeg elsker mine unger, min mand, min hund og min hverdag – jeg elsker mit liv som det nu engang er! Alt er som det skal være og jeg har det som blommen i et æg! Men…

… jeg drømmer mig af og til tilbage til livet uden børn. Dengang jeg kunne gøre nøjagtigt hvad der passede mig. Dengang jeg selv kunne bestemme om jeg ville sove længe, om jeg ville træne eller blot bruge hele dagen på at se serier. Dengang jeg havde overskud til at arbejde fuld tid, spille håndbold 4 gange i ugen, tage ud med veninderne og pleje min bedre halvdel. Dengang Mads og jeg kunne tage på getaways uden at skulle tænke på børnepasning og dårlig samvittighed. Kort sagt – dengang jeg ikke havde andet end migtid!

Livet som småbørnsmor og hverdagen sætter sine spor – jeg kan ikke længere holde til at være længe oppe fredag aften. Egentlig vil jeg helst spise noget lækkert take away, mens X-faktor løber over skærmen.  Jeg orker faktisk heller ikke at drikke mig fuld længere – mest af alt fordi jeg ikke magter dagen efter med tømmermænd. Jeg har ikke overskud til at dyrke motion og jeg føler at min krop forfalder langsomt. Jeg er blevet meget praktisk tænkende og knap så impulsstyret – måske det bare følger med det at blive ”voksen”?!

Tænk et identitetsskifte det er at blive mor – at gå fra at være ”fri”, ubekymret og have en egoistisk livsstil til pludselig at skulle være ansvarsbevidst, være voksen, kunne tage hensyn til og drage omsorg for en familie – det er noget af en omvæltning. Jeg var meget udfordret på min nye identitet som kommende mor, da jeg blev gravid med Frederik. Jeg var faktisk lidt flov over at fortælle det – jeg ved ikke helt hvorfor – men det var den følelse jeg gik med. Mon du har haft samme følelse? Det tog mig lang tid at acceptere, at jeg nu skulle til at prioritere og at jeg ville ”gå glip” af ting jeg vanligvis var selvskrevet til. Det var en svær øvelse og det har kostet tårer! Det har taget mig to graviditeter og to barsler at nå denne accept, men jeg tror egentlig det har været sundt at lære prioriterings kunst… 

Det var mine tanker på sådan en skøn mandag – nu vil jeg gå ind og kysse mine skønne unger godnat og hoppe i kurven! Sov godt 😊

 

Kathrine