En tabuiseret fødselsskade og et usynligt problem…

 

Ja, bedre sent end aldrig… Som lovet kommer her min fortælling om mit efterfødselsforløb. Min beretning og oplevelse af en tabuiseret fødselsskade og et usynligt problem med store konsekvenser!

”Det er bare at vente – lade tiden arbejde for dig…”. Sådan lyder de generelle anbefalinger når man har haft et traume mod halebenet. Det giver vel i bund og grund god mening, eftersom et haleben ikke kan gipses eller aflastes fuldt på anden måde.

Mit halebenstraume opstod i forbindelse med Mikkels fødsel (2. januar 2018) – en hurtig fødsel af en 4 kg. ren lækkerhed. Jeg følte egentlig at fødslen forløb godt og at min krop kom helskindet igennem (så helskindet som man nu kan komme igennem sådan en omgang), men da Mikkel ligger på mit bryst og jordemoderen laver rutinetjekket at mit underliv, viser det sig, at jeg har fået den størst mulige bristning – en såkaldt total sphincterruptur. Faktisk var der nu ét stort hul i stedet for de vanlige to huller med hver deres funktion. Jeg kom på operationsstuen og blev lappet sammen af en særdeles kompetent syerske, hvilket jeg er meget glad for i dag!

Men, men, men… mit haleben var så medtaget at jeg hverken kunne stå, gå eller ligge uden gener – ja opretsiddende stilling var en komplet umulighed. Jeg havde smerter uanset, hvilken stilling jeg indtog. Jeg kunne ikke selv tage Mikkel fra vuggen og amningen (indtil jeg måtte ophøre med dette – læs mere her) måtte foregå i sideliggende position. Jeg fik diverse smertestillende og alle spurgte til og kontrollerede min bristning, hvilket jo selvfølgelig var det, der på længere sigt ville give mig de største gener, hvis ikke helingen gik godt. Ingen undersøgte eller kærede sig om mit haleben, som jo egentlig var mit allerstørste problem under indlæggelsen og de efterfølgende måneder.  

Da vi blev udskrevet efter et par døgn, fungerede som det skulle i forhold til min bristning og jeg havde overvundet frygten for de første toiletbesøg (ja, det er sindssygt angstprovokerende at skulle tisse i et åbent sår og presse en pølle ud af et hul, der netop er sat sammen med nål og tråd)!  

I to måneder foregik ALT i stående/ gående og sideliggende position. Når jeg en sjælden gang forsøgte at sætte mig, følte jeg at mit haleben faldt af og når jeg skulle rejse mig, følte jeg at mit bækken gik af led. Det var en stor psykisk belastning at gå med SÅ mange smerter igennem flere måneder uden at kende den egentlige årsag. Uvisheden om prognosen var faktisk ulidelig!

Efter et par måneder gik jeg til læge (det kunne da ikke passe, at det skulle fortsætte sådan) og kom tilfældigvis for hos en uddannelseslæge, der havde haft sin gang på Rygcentret i Middelfart. Han fortalte, at der fandtes såkaldte ”halebenseksperter” på rygcentret og han ringede for at forhøre, hvilke henvisningskriterier der var. Jeg fik den besked, at jeg skulle behandle smerterne med smertestillende præparater indtil 6 måneder efter traumets opståen, hvorefter jeg kunne blive henvist. Jeg var egentlig glad til trods for, at der ikke kunne gøres noget nu og her!

Jeg kunne langsomt begynde at sidde længere tid – det lysnede og humøret blev bedre. Jeg begyndte at træne lidt bækkenbundstræning og startede online efterfødselsyoga. Jeg startede endda op med funktionelle helkropsstyrkeøvelser. Som tiden gik, blev jeg overbevist om, at de nok havde haft ret i antagelserne om, at det var tid der skulle til! Jeg trænede, gik til diverse behandlinger og fik det gradvist bedre. Jeg accepterede de resterende gener og tænkte at tiden ville arbejde for mig!

16 måneder efter at Mikkel kom til verden, havde jeg dog stadig daglige gener fra halebenet. Specielt direkte påvirkninger såsom at sidde på en stol eller en cykelsaddel drillede mig. Desuden havde jeg gener i lænden som følge af ændret siddestilling og generel aflastning af halebenet samt spændt bækkenbundsmuskulatur. Jeg tog kontakt til min læge igen, blev undersøgt af en gynækolog, for at udelukke anden årsag til mine gener og blev senere henvist til Rygcentret i Middelfart.

På rygcentret mødte jeg en virkelig kompetent læge. Hun spurgte ind til mine gener og mit forløb, hun undersøgte mit haleben både udvendigt og indvendigt (ja – med en finger i nummi). Hun konkluderede hurtigt, at mit haleben havde være brækket i forbindelse med fødslen og nu er tydeligt instabilt. Vigtigst af alt, informerede hun mig om, at der findes en behandling med 80% chance for at blive fri for symptomer. Behandlingen består af 3 blokadebehandlinger over 9 måneder. Blokaden indsprøjtes CT-vejledt, hvilket vil sige at indstiksstedet fastslås ved hjælp af CT scanning, hvorefter der indsprøjtes blokadevæske i leddet mellem mit haleben og mit bækken (så vidt jeg forstår det). På dagen og dagen efter behandlingen er man sygemeldt.

De er Jer, der følger min instagramprofil (for de nysgerrige), ved at jeg i går var igennem den første blokadebehandling. Det foregik som ovenfor beskrevet, først med CT scanning og herefter indsprøjtning af lokalbedøvelse og blokadevæske. Det var ikke behageligt, det kan måske sammenlignes lidt med et slemt bi/hvepsestik lige i baldesprækken. Det spænder og svier meget kraftigt! Efterfølgende begynder lokalbedøvelsen at virke og du har samme fornemmelse mellem balderne som efter et besøg hos tandlægen 😊 One down – two to go!

Efter bedøvelsens aftagen i nat, er der som ventet tilkommet smerter omkring halebenet – får faktisk lidt flashback til barselstiden. Godt jeg bare skal tage det hele i mit eget tempo herhjemme i dag – måske lidt solbadning er på sin plads 😊

Jeg har lært at stole på MIN intuition og fornemmelsen af MIN krop – jeg kender den bedst! Tag hånd om DIG selv og dine problemer – måske findes der nogen, der kan hjælpe et sted?!

Jeg håber mit lille meget personlige skriv vil være en hjælp til I, der sidder med lignende problemer?! Skriv endelig til mig, hvis der måtte opstå spørgsmål!

 

God dag!

Kathrine